Åbningstale af tv-journalisten Adrian Hughes

Der kunne ikke proppes mange flere mennesker ind i foyeren på Viborgs gamle rådhus på stænderpladsen, da dørene lørdag eftermiddag blev slået op for præsentationen af kunstneren Sergei Sviatchenkos monumentale værk, Tribute to Viborg.

Borgmester Ulrik Wilbek og tv-journalisten Adrian Hughes holdt de officielle taler, inden de mange besøgende for alvor kunne kaste sig over de i alt 45 collager, som tilsammen fortæller en 28 meter lang historie om Viborg gennem tusind år.

- Vi har været så heldige, at Sergei Sviatchenko har villet bruge over et år af sit liv på at skabe det, der kan blive hans livs kunstværk. Nu kan det opleves her, men vi arbejder på at kunne finde et godt sted, hvor værket kan nydes til evig tid, lød det fra Ulrik Wilbek.