1818-1918

Yderst til venstre i frisen optræder et hvidt hus, som er beliggende på hjørnet af Sct. Mogens gade og Sct. Hans Gade, det er fra sen 1800-tallet.

I forgrunden ses et portrætbillede af stiftsamtsmand baron Lucas Peter de Bretton (1797-1880). Han blev født i København, hvor han uddannede sig til cand.jur., og i 1841 blev han stiftamtmand over Viborg Stift og amtmand i Viborg Amt.

I baggrunden i venstre side finder vi et maleri af kunstmaleren Ole Magnus Rasch. Motivet er Nytorv, som det må have taget sig ud i 1829, da Rasch malede det. Amtmand de Bretton boede for øvrigt i amtmandsboligen, som anes til venstre i maleriet.

Hvis vi lader blikket vandre videre mod venstre ses den røde murstens gavl på Hjultorvet 11. Bygningen er opført i 1876.

Der står 1780 på den røde murstensgavl, men dette parti af huset i Sct. Mogens Gade 12 er opført i 1875. Årstallet fortæller at dele af gavl- og sidehuset indeholder bindingsværk fra 1780´erne. Bindingsværket kan ses i indkørslen til Sct. Mogens Gade 10. Familien Sviatchenko har boet i huset.

Manden foran huset i Sct. Mogens Gade 12, der poserer i sin flotte uniform og som i denne sammenhæng har fået et nyt hoved af ost, er landposten. Billedet er taget omkring år 1900.

Den unge kvinde med et barn på armen, placeret bagved det røde hus i Sct. Mogens Gade 12, er tjenestepige hos viborgfamilien Snerding. Det må være en ganske velhavende familie, siden de havde egen tjenestepige omkring år 1900.

Billedet af de grøngule marker er af N.G. Rademacher og viser Viborg set fra Borgvold i 1859. Ovenover knejser Viborg Domkirkes tårn, taget fra et oliemaleri af Rasmus Henrik Kruse (1796-1877). Han brugte det meste af sin karriere på at rejse rundt i Jylland og male herregårde, kirker, fortidsminder og små motiver, der kendetegnede købstæderne.

Markerne flyder over i et moderne indgreb i historien fra kunstnerens side. Vulkanenerne er Sergei Sviatchenkos tilføjelse, ligesom de overdimensionerede læber er med til at pynte lidt på de historiske fakta.

Helt bagerst, klemt inde mellem vulkaner og børn, ses Domkirken, som den så ud i 1835 med Stænderforsamlingsbygningen i forgrunden. Dette er skildret i 1835 af Rasmus Henrik Kruuse.

Manden der er delvis maskeret af den gulgrønne figur, er den viborgensiske købmand og bogtrykker Rasmus Dons (1789-1838), der også udgav avisen 'Den Viborger Samler'.

De mange børn på bænkene er fra børneasylet i Sct. Mogens Gade og er fotograferet i årene omkring 1900. Børneasylet blev oprettet i 1875.

Det store røde murstenshus er Skolestræde 1a. Det blev bygget i årene 1849-50.

Busten yderst i højre forgrund af den danske forfatter St. St. Blicher (1782-1848) gemmer sig bag "forhænget" og de blå uniformsbukser med de røde striber. Busten står i dag i Latinerhaven, men var tidligere placeret i Hans Tausens Minde ved Gammeltorv.

Bagerst til højre bliver den nye Viborg Domkirke fra 1876, taget hånd om.