Sergei Sviatchenko

Ukrainskfødte Sergei Sviatchenko (f. 1952) har været bosiddende i Viborg siden 1990. Sviatchenko er internationalt anerkendt som en af verdens førende collagekunstnere i samtidskunsten. Han har udstillet over hele verden og er blevet publiceret på adskillige internationale kunstforlag. Sviatchenko er er oprindelig uddannet i kunst og arkitektur ved Kharkovs kunstakademi i Ukraine og har en Ph.d. fra arkitektskolen i Kiev, Ukraine. I 2002 etablerede han udstillingsstedet Senko Studio, hvorfra han kuraterede skiftende udstillinger med unge kunstnere og fotografer frem til 2009. Herefter grundlagde han kunstprojektet Close Up and Private, et igangværende foto-projekt, der giver et nutidigt blik på stil, mode og klassiske detaljer.

Sergei Sviatchenkos kunstneriske udtryk inden for collage-teknikken udspringer af en klassisk moderne tradition hentet fra den modernistiske konstruktivisme, som vi blandt andet kender gennem de russiske kunstikoner Aleksander Rodtjenko, Kazimir Malevitj og El Lissitzky. I dansk og europæisk sammenhæng er denne udtryksform nært beslægtet med funktionalismen i Danmark, Bauhaus- bevægelsen i Tyskland og De Stijl bevægelsen i Holland.

Sidst opdateret: 14.09.2018