1118-1218

 

1118 - 1218

 

De to fotografier, i venstre side af collagen, viser en græsklædt skrænt fra Volden, hvor den nordlige del af Viborgs befæstning befandt sig. Vold og grav omkring Viborg blev anlagt under stridighederne mellem Knud og Svend i 1150-51. Gadeskiltet "Gravene", yderst til højre i collagen, henviser til at her engang løb en voldgrav om Viborg.

De to stenansigter, der er er at finde i både venstre og højre side i collagen, sidder oprindeligt på apsiden i Viborg Domkirke. Apsiden er den halvrunde del af et kor. Måske er det Adam og Eva der kigger mod øst og den opstigende sol? Bag figuren af Sct. Kjeld ses hele apsiden på en tegning fra 1863, der er fra umiddelbart før Domkirkens store ombygning i årene fra 1863-1876.

 

Stenløven, i venstre side, sidder også på apsiden af Viborg Domkirke sammen med en makker der har halen mellem benene. Mange mener, at det er de flotteste løver fra romansk tid i Danmark.

Kapitælet (toppen af en søjle), som ses i venstre sides forgrund, viser en lille fugl mens de to halvrunde granitportaler, der er placeret i hver sin del af collagen, er henholdsvis syd- og norddøren til Domkirken.

Dollerup kirke, i højre forgrund af collagen, må ligne mange af de 12 sognekirker, der blev rejst i Viborg. Hovedparten af kirkerne er opført i granit, der siden hen blev genbrugt som sokkel- og trappesten i mange af byhusene i Viborg.

I den venstre del af collagen ses et kalkmaleri af Jomfru Maria med Jesusbarnet. Det er fra Måløv Kirke og lignende kalkmalerier har sikkert også prydet de 12 viborgensiske sognekirker.

I højre side af collagen ses et såkaldt gyldent alter. Dette er fra Lisbjerg Kirke og dateret til 1135-50. Der har sikkert været lignende at finde i de viborgensiske sognekirker og nogle af de gyldne altre er måske ligefrem fremstillet i Viborg.

 

Træfigurerne, der danner en ret vinkel i midten af collagen, viser Hellige Kjeld, Viborgs skytshelgen. Hellige Kjeld har helgendag 11. juli. Den vandrette er en alterfigur fra Øster Hornum Kirke og den lodrette er en del af en stolestadsgavl fra Hvidbjerg Kirke på Thyholm.

Sct. Kjelds Brønd på Nytorv, som her ses nederst i højre side, er en gave fra Stiftamtmand Howard Grøn i 1914 i anledning af hans sølvbryllup. På hjørnerne af brønden ses der tre harer.

De romanske aflange gravstene, den skråtliggende sten i venstre side, samt de to der står parallelt i højre side af collagen, er med udhuggede processionskrucifikser. De ligger nu ved Viborg Domkirkes sydside og i Hans Tausens minde.  Tidligere har de været placeret over afdøde viborgenseres grave ved en af byens mange kirker.

Øksen, som stikker op i venstre side, var et fortrukket våben i 1100-tallet og blev svunget under det store slag ved Grathe Hede syd for Viborg i 1157.

Sidst opdateret: 04.12.2018